Om Christine Honoré, Psykoterapeut i Helsingør
Mennesket bag praksissen
Forandring begynder med
at blive bedre venner
med det, der sker i os.
Jeg hedder Christine Honoré, og jeg har skabt Helsingør Psykoterapi som et trygt og nærværende rum, hvor du kan komme, præcis som du er, med en nysgerrig og anerkendende tilgang, frem for at kæmpe imod det, der er svært.
Mit udgangspunkt
Vi begynder med det, der fylder hos dig.
Du behøver ikke komme med en klar forklaring på, hvorfor du har det, som du har det. Nogle gange er det tydeligt, hvad der fylder. Andre gange er det bare en uro, en træthed eller en fornemmelse af, at noget ikke længere fungerer som før.
I vores samtaler tager vi udgangspunkt i det, du kommer med. Jeg er nysgerrig på det, der ligger bag dine reaktioner, mønstre og følelser, og sammen undersøger vi dem i et tempo, hvor der er plads til både det svære og det, der endnu ikke har ord.
For mig handler terapi ikke om at følge en bestemt opskrift. Det handler om at forstå dig bedre og derfra finde frem til det, der kan skabe mere ro, klarhed eller bevægelse i dit liv.
Vejen hertil
Jeg begyndte min karriere i Forsvaret på Antvorskov Kaserne, hvor jeg blev uddannet inden for kontor og administration. Det gav mig et stærkt fundament inden for struktur, ansvar, samarbejde og disciplin.
Siden har jeg arbejdet med salg i mange år og blandt andet ejet og drevet et lydstudie i Hellerup. Senere uddannede jeg mig til tøjdesigner og arbejdede i en årrække med mode, salg, ledelse og virksomhedsdrift.
Min interesse for mennesker og udvikling førte mig videre til uddannelserne som NLP-psykoterapeut og coach. Jeg er desuden uddannet i DISC og har løbende efteruddannet mig gennem en lang række kurser.
I mit arbejde kombinerer jeg min brede erhvervserfaring med coaching, undervisning og udvikling af mennesker og teams. Jeg anvender blandt andet redskaber fra NLP, skematerapi og metakognitiv terapi.
Her behøver du ikke have alle svarene på forhånd.
Uden for praksis
Jeg har altid været nysgerrig på livet og haft lyst til at prøve nye veje. Som ung boede jeg blandt andet i England, og gennem årene har jeg både skabt mine egne virksomheder, arbejdet kreativt og haft et liv med mange mennesker og meget i gang.
I dag holder jeg stadig af at være aktiv, men sætter mindst lige så stor pris på det stille. Jeg bor tæt på vandet i Helsingør og søger ofte derned, gerne med hunden. Jeg nyder tiden med min mand og mine voksne børn, når de er hjemme, men også bare at trække mig lidt tilbage og være.
Har du lyst til at mødes og tale sammen?
Book en tid